Top-design på bagsmækken

Campingvognen er fuld af smarte løsninger og elegant design indeni. På ydersiden er der fokus på aerodynamikken – og på Fendts 2018-modeller sætter den nydesignede bagende trumf på med en afsluttende, smuk finish.

Det kan være irriterende at komme til at køre bag ved en campingvogn, når man ikke selv har én på krogen. Men når du kører bag ved en Fendt, kan du bruge tiden på at nyde den nye bagende, mens du venter på en mulighed for at overhale.

Inspiration hos bilmærker

Fendt har fundet inspiration hos nogle af de bilmærker, som normalt høster ros for deres smukke design – nok især et andet tysk kvalitetsmærke Audi, der har sit hovedsæde i det sydlige Tyskland mindre end en times kørsel fra Fendt-fabrikken i Mertingen.

Kan du se ligheden? Så er du måske en kommende Fendt-ejer …

Udsigt til top-design

Det er nok typisk, at de campister som vælger en Fendt, er mennesker som har en særlig interesse i design – både funktionelt og holdbart design såvel som smukt og smart design.

Ud over glæden ved at transportere sin flotte Tendenza, Opal, Bianco Activ eller Brillant rundt på landevejene, skal Fendt-ejeren fra sæson 2018 også til at tænke alvorligt over, hvordan man placerer sin vogn på campingpladsen.

Det er naturligvis rart at tage hensyn til adgangsforhold og skygge, når vognen placeres. Men det er også en glæde at parkere vognen, så man har udsigt til bagenden, når man kommer tilbage efter en vandretur eller et smut op i kiosken. Når man nu har en vogn, der har top-design på bagsmækken!