Tag på vinter-træk til varme himmelstrøg

Med campingvogn kan du tage på ferie hele året – hvis du har tiden til det. En måned på campingplads i Spanien kan give dig ny energi til vinterens mørke uger.

Sommeren er forbi nu – den nærmest fløj afsted. Sådan sang C.V. Jørgensen, og han får jo ret år efter år. Men hvorfor ikke lade sig efterårs-inspirere af en anden sang af den danske rimsmed – sangen om Costa del Sol.

Mange af de campingejere, der er så heldige at have sluppet kontakten med arbejdsmarkedet, triller til Spanien og nyder det lune, sydeuropæiske klima i månederne fra november til marts, hvor det danske vejr har én lang, permanent offday. Måske er det jeres tur til at følge med trækfuglene sydpå i år?

 

Varme vinde fra Sahara

En del danskere er glade for områder i det nordlige Spanien, hvor man f.eks. kan ligge i en fornuftig afstand af charmerende Barcelona. Men hvis du vil varmes godt igennem, betaler det sig at køre 700 km ekstra til områderne ved Murcia og Alicante på den sydøstlige kyst. Her får du gavn af de varme vinde helt nede fra Sahara, og temperaturerne ligger ofte omkring 20 grader.

Med god forhandlingsevne kan du håbe på at få en plads til 1500-2000 kroner for en måned. Også hvis du kører yderligere 500 km til Costa del Sol, hvor temperaturerne er på samme niveau.

 

Det simple liv – i en lækker campingvogn

Der er masser af luksus-campingpladser i det sydlige Spanien, men vintercamping kan være den ferie, hvor I vælger nogle af de mindre veludrustede pladser og lader jeres campingvogn stå sin prøve. Er faciliteterne i vognen tilstrækkelige til at give jer en hyggelig og bekvem ferie?

Hvis blot de sanitære forhold på campingpladsen er i orden, kan jeres campingvogn levere resten af de funktioner, I har brug for.

Så I kan koncentrere jer om hyggelige gåture i smukke omgivelser, friske og velsmagende råvarer – og god, billig vin!

 

Tip: Kig jer omkring på internettet efter websites, der præsenterer de mange spanske campingpladser. Forskellige debatsider – fx på dcu.dk – er fuld af gode spørgsmål og svar fra campister, der har vintercamperet i Spanien.