Smid badetøjet ved Græm strand

Tyskerne er kendt for ikke at være blufærdige, når det gælder nøgenhed. Det vil den danske turistbranche gerne forsøge at imødekomme. Derfor er Græm strand på vestkysten blevet forvandlet til en FKK-strand, som står for ’Freie Körper Kultur’ – på dansk fri kropskultur.

 

Nu bliver det hvide sand ved Græm strand betrådt af tyskere samt danskere, der dukker op, helt som Gud har skabt os. Faktisk viser en undersøgelse, at hver fjerde tyske og østrigske turist ønsker at bade nøgen, når de er på ferie. Derfor har Holstebro kommune store forventninger til deres nye tiltag med FKK-stranden.

 

Nøgne turister er godt for dansk turisme

Udover at imødekomme mange turisters ønske om en FKK-strand er der også et økonomisk aspekt i oprettelsen af stranden. Tiltaget vil forhåbentlig komme til at gavne Holstebro og omegns turistfaciliteter. Stranden skulle gerne gøre området mere attraktivt for både sommerhusejere og andre aktører på turismeområdet.

Derudover viser undersøgelser fra den tyske ø Sild (på tysk: Sylt), at nøgne tyskere ikke begraver pengepungen i baglommen – af gode grunde. FKK-turister bruger simpelthen flere penge på deres ferier, end påklædte tyskere gør.

 

Klar besked gør underværker

I Danmark er det faktisk lovligt at bade nøgen på alle strande, men det nye officielle FKK-skilt ved Græm Strand udgør alligevel en mærkbar forskel for de tyske FKK-gæster.

Tyske turister er nemlig oftest regelrette og sætter pris på klare retningslinjer. Derfor er Holstebro kommune glad for tiltaget med det officielle FKK-skilt, der gerne skal lokke en masse badeglade turister til området.