Pengene er tilbage i camping

14 campingvogne solgt i løbet af et åbent hus. Så bliver det ikke meget bedre, lyder det fra en tilfreds salgsdirektør hos KG Camping i Kolding.

“Campisterne har sådan set været der hele tiden, men nu er de begyndt at bruge penge igen. Og det er især vognene, der sælger” siger Tom Gravgaard.

Det er dog ikke kun gengangere, der belægger de danske og udenlandske campingpladser, og som handler nye campingvogne. En ny målgruppe er i hastig fremgang – nemlig børnefamilierne.

“Det er nok dem, der var hårdest ramt af finanskrisen. Nu er der igen råd til ferier, men man har måske ikke lyst til ferier sydpå, hvor der er uro og risiko for terror” siger Tom Gravgaard og tilføjer:

“Camping har som sådan aldrig været ude. Det er kun pengene, der har det”.