Gode råd til energirigtig kørsel

Uanset om du bliver i Danmark eller skal til udlandet på campingferie, så findes der en række gode køreråd til dig, der vil spare både penge og passe på miljøet

Din bil vil uden tvivl reagere anderledes i trafikken når først din campingvogn er spændt bag på. Det betyder, at der er en række ting du skal være ekstra opmærksom på når du sætter dig bag rattet – både for din sikkerheds, økonomis og miljøets skyld.

Dit brændstofsforbrug afhænger kun af dig og din kørestil, så vil du gerne spare lidt på benzin- eller dieselregningen og samtidig passe godt på vores miljø, kan du nedenfor finde en række gode råd til at nedsætte brændstofforbruget og dermed også reducere CO2-udledningen:

  • Tjek dæktrykket jævnligt. Bare 0,5 bar for lavt øger brændstofforbruget med 2-3 %
  • Følg trafikken – jævn kørsel reducerer brændstofforbruget
  • Vær fremsynet i trafikken, hold afstand og undgå hårde opbremsninger
  • Overhold fartgrænsen. Har du en Tempo 100-godkendelse, så kan du godt køre 100 km/t, men hvis du ønsker bedre kontrol over dit vogntog, så anbefales en makshastighed på 80 km/t
  • Undgå unødvendige overhalinger. Kraftige accelerationer bruger meget brændstof
  • Anvend så højt gear som muligt – gerne ved at springe et gear over – så du holder omdrejningstallet nede
  • Brug elektrisk udstyr med omtanke. Klimaanlægget forhøjer fx forbruget med helt op til 10 %, når det er rigtig varmt
  • Luk vinduerne og fjern ekstraudstyr til bilen (fx tagbøjler) – de giver ekstra vindmodstand og kræver derfor mere energi
  • Rul frem mod forhindringer (fx lyskryds) i gear – altså brug motorbremsning. Når du slipper foden fra speederen, lukker brændstofindsprøjtningen, og du kører gratis
  • Skift gear tidligt, dvs. ved 2.500 omdrejninger for diesel og 3.000 omdrejninger for benzin

(Kilder: www.trafikstyrelsen.dk og www.eco-camping.dk)