Fri 2018 i Bella med masser af aktivitet

Camping- og outdoor-messen Fri 2018 er klar til at fylde Bella Center med aktive campingentusiaster 19.-21. januar – bl.a. for at se de nyeste campingvognsmodeller fra Hobby og Fendt.

Hovedstadens campingmesse blev sidste år relanceret som Fri 2017, og det faldt tydeligvis i fritidsfolkets smag. I 2018 er udstillerne udvidet med masser af outdoor-produkter. Fællesnævneren er alle de sjove og inspirerende ting, man kan foretage sig, når man har fri.

– Fri 2018 byder naturligvis på det allernyeste inden for campingvogne, autocampere, telte, campingudstyr og campingrejser etc., men i år giver vi messen yderligere et pift med nyheder inden for outdoor udstyr og sjove aktiviteter med kobling til fritidslivet såsom en indendørs svævebane, en klatrevæg og et cykelareal i vores store centerhal, fortæller udstillingschef i Bella Center Søren Lindquist.

 

 

 

Deltag i konkurrencerne

Der er altså masser af oplevelser for hele familien i Bella. Og når hele familien har mærkets suset fra den 70 meter lange svævebane 10 meter over publikum – med 40 km/t – kan de følges ind området med campingvogne og se de nyeste modeller fra bl.a. Hobby og Fendt.

De to populære tyske mærker bliver præsenteret af deres sjællandske forhandlere, så der vil være mulighed for at kigge indenfor og se nærmere på 2018-fornyelserne.

Hobbys maskot Bobby er også til stede med en række børneaktiviteter, ligesom begge brands har annonceret konkurrencer med flotte præmier.

Måske kan du være heldig og vinde dine indgangsbilletter til Fri 2018 – kig ind på facebook hos Hobby og Fendt, hvor der er konkurrencer om at vinde billetter til messen i Bella.