Dänemark ist echt spitze!

Efter nogle hårde år for turistbranchen er der igen optimisme at spore. I hvert fald når det drejer sig om tyskernes forkærlighed for deres nordiske naboland

Den seneste prognose for dansk turisme i 2017 peger nemlig på, at især tyskerne synes, at Dänemark ist echt spitze!

“Tyskernes rejsemønstre ændres i takt med den geopolitiske situation, hvor terroranslag, politiske uroligheder m.m. skaber plads i markedet. (…) Tyskerne rejser derfor fortsat mod nord, og her er Danmark et oplagt valg, fordi vi tilbyder idyl, plads og frihed” siger Mads Schreiner, markedschef i Tyskland for VisitDenmark.

Også den tyske ungdom har fået et godt øje til nabolandet mod nord. En ny tysk undersøgelse viser, at næst efter Spanien er Skandinavien den mest eftertragtede rejsedestination for unge tyskere mellem 18 og 24 år i år.

I alt 4,4 procent af de unge tyskere, hvilket svarer til ca. 270.000, forventer at holde ferie i Danmark i 2017. Det er både storbyferie og Vesterhavets Cold Hawaii, der lokker de unge til, viser undersøgelsen.