3 tip til glade børn på bagsædet  

Vil du, som de fleste andre forældre, også gerne forhindre, at 3. Verdenskrig bryder ud på bagsædet, inden I overhovedet har nået den tyske grænse? Undgå utålmodighed på bagsædet og unødig stress på forsædet med disse 3 gode råd til en hyggelig bilferie.

 

Mange familier pakker bilen og drager mod sydligere himmelstrøg i sommerferien.

”Hvornår er vi der?”

Spørgsmålet kommer gerne flere gange i timen og med større frustration for hver gang. Men sorgerne kan let undgås, hvis I følger disse tre råd, næste gang I ruller ud på E45.

 

1. ”Bid turen over”

For de helt små, under 4-6 år, kan det være et diffust begreb, når mor og far siger, at der ”kun” er 5 timer igen.

Prøv at dele turen op i små bidder, der er overkommelige for børnene. Brug fx parkeringsskiven til at vise, hvor langt I er nået. Del køreturen op i tolv, og ryk pilen en time, hver gang I er nået en tolvtedel af vejen.

Hvis du vil gøre noget ekstra ud af det, kan du forberede 12 smågaver, som børnene kan få, hver gang viseren rykker sig – hvis de har været søde indtil da, vel at mærke.

Børn fra omkring 5-6 år kan have gavn af et kort eller en GPS. Så kan de få et ”point”, hver gang I passerer en by eller kommer til et hav eller en sø.

 

2. Stop på legepladser

En god tommelfingerregel er at stoppe hver anden time, så de voksne kan få strakt benene, og børnene kan brænde noget energi af.

På websitet Tank & Rast kan man finde legepladser langs den tyske Autobahn, hvilket også kan være et delmål for børnene. Hvis I planlægger at overnatte, kunne en god idé være, at gøre det tæt på et badeland. Så er der også noget at se frem til for børnene.

 

3. Underholdning og bil-lege

De mest magtfulde våben, en forælder kan bevæbne sig med på en lang køretur, må være iPads og Smartphones. Men vil I gerne holde fri fra børnenes yndlingsbeskæftigelse og få lidt kvalitetstid sammen, kan diverse bil-lege være en god løsning.

Har du større børn, er legen ’Hvem er X?’ rigtig god: En af deltagerne bestemmer sig for en X, dvs. tænker på en kendt person, som alle kender. Derefter må der kun stilles ja/nej spørgsmål, og den der først gætter X har vundet og må bestemme næste X.

Her er en leg, hvor de små også kan være med. Det gælder om at have øjnene med sig, når landskabet ruller forbi. Du laver en plade med billeder eller tegninger af alle mulige ting, man kan se på en køretur, såsom en fugleflok, et træ, en ko osv. Det gælder så om at se alle de ting, der står på pladen uden for vinduerne.

Børnene kan måske selv tegne pladerne, så går der også god tid med det. Deltagerne sætter krydser af hver gang, I har set en af de ting, der er på pladen.

 

Så er der slet ikke så langt igen til Italien. God tur, når I begiver jer på kør-selv-ferie!